Vedtægter

Andelsselskabet Tappernøje Vandværk

§ 1

Selskabets navn er Tappernøje Vandværk, og er stiftet i 1913. Det har til formål at tilvejebringe vand til husholdning, landbrug og mindre erhvervsvirksomheder i forsyningsområdet.

§ 2

Enhver grundejer i vandværkets forsyningsområde, forbi hvis ejendom vandværkets forsyningsledninger er ført, har ret til at få indlagt vand på sin ejendom, i overensstemmelse med de i det følgende angivne regler. Som betingelse for tilslutning til vandværket, kan vandværkets bestyrelse kræve, at vedkommende grundejer indgår på de i vandværkets love og vedtægter nærmere angivne regler og forpligtelser.

Vandværksbestyrelsen forbeholder sig ret til i hvert enkelt tilfælde at træffe afgørelse om, hvorvidt vand kan leveres, og på hvilke betingelser leveringen kan ske, herunder tilslutningsbidragets størrelse. Vandværket har ingen forpligtelser til at holde mindstetryk, hverken i ledningsnettet som helhed eller i ledningerne ud for de enkelte ejendomme.

Ethvert medlem er berettiget til at bruge så meget vand som denne måtte ønske, såfremt vandværket kan levere den ønskede mængde.

Ønskes leveret så stor vandmængde, at de eksisterende forsyningsledninger ikke er tilstrækkelige, er vandværksbestyrelsen berettiget til at forlange, at den der ønsker vandet leveret, helt eller delvist betaler udgifterne til etablering af tilstrækkelige forsyningsledninger. Findes der ikke forsyningsledning ud for den ejendom, som ønskes forsynet med vand fra vandværket, kan vandværksbestyrelsen bestemme, at der lægges en ledning.

Vandværket har ejendomsretten over, og vedligeholdelsespligten for forsyningsledningerne i gader og veje, til og med vandmåler (stophane). Fra vandmåleren af, påhviler vedligeholdelsespligten for vandledningerne ejeren af grunden.

Hvis nogen gør sig skyldig i væsentligt vandspild, og ikke efter påmindelse fra vandværket udbedrer skaden på egen grund, kan vandværket lukke for vandet til ejendommen, indtil ejeren har udbedret skaden.

Enhver, til hvem vandværket leverer vand, er pligtig til – uden at han derfor kan gøre fordring på godtgørelse – at tåle de ulemper, som måtte indtræde på grund af ledningsarbejder, det være sig reparation af eksisterende ledning, samt etablering af ny vandledning. Vandværket eller dennes entreprenører etablerer og reetabler, med mindre andet er aftalt.

Ved driftsforstyrrelser og anden force majeure er vandværket berettiget til, uden at der fra nogen side kan gøres krav på erstatning, at tillade ustabil vandforsyning, mens nødvendig reparation forestår.

I øvrigt henvises til: Fællesregulativ for almene vandforsyninger i Næstved Kommune.

§ 3

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, og 1 suppleant, der ved simpel stemmeflerhed vælges af dem, der møder til den årlige generalforsamling. Denne afholdes i februar måned. Indvarsling til generalforsamling sker ved annoncering senest 14 dage før generalforsamlingen.

Valget gælder for 2 år, og et hvert medlem er pligtig til at modtage valg, men er ikke pligtig til at modtage genvalg. Hvert år afgår skiftevis den større og den mindre del af bestyrelsen. Bestyrelsen vælger selv sin formand og fordeler arbejdet mellem sig, som den synes. Indenfor bestyrelsen afgøres sagerne ved simpel stemmeflerhed. Bestyrelsen er forpligtet og berettiget til at optræde på selskabets vegne, i alle forhold vedrørende vandværkets drift og placering af indestående midler. Den skal til enhver tid sørge for, at holde den der passer værket ulykkesforsikret.

Generalforsamlingen vælger 2 revisorer, og 1 suppleant, hvoraf en afgår hvert år. Genvalg kan finde sted. Regnskabet der forlægges ved generalforsamlingen skal tilstilles revisorerne mindst 1 uge inden generalforsamlingen.

§ 4

Såfremt 10% af medlemmerne ønsker et spørgsmål behandlet, kan ekstraordinær generalforsamling indkaldes med 14 dages varsel.

§ 5

Vandforbrug afregnes efter måler. Der betales fast bidrag uanset forbrug, derudover betales for forbrugte kubikmeter vand. Vandværket opkræver ligeledes de afgifter, som de ved gældende lovgivning er pålagt at opkræve.

Har et medlem ikke betalt sin vandregning senest 14 dage efter sidste betalingsfrist, er bestyrelsen berettiget til at lukke for vandforsyningen til ejendommen. Vandforsyningen genetableres når det skyldige beløb, rykkergebyrer og omkostninger til lukning og genåbning af vandforsyning, er indgået på vandværkets konto.

§ 6

Ved salg af ejendomme, hvortil Tappernøje Vandværk leverer vand, er det op til sælger og køber, selv internt at afregne forbrug/fast bidrag.

De ifølge foranstående påhvilende forpligtelser for medlemmerne, er i et og alt bindende og forpligtende også for efterkommende ejere. Ved salg af ejendom, er det sælgerens pligt, at lade forpligtigelsen gå videre til køber, eller at betale vandværket sin resterende anpart af vandværkets eventuelle gæld.

§ 7

Tillæg til eller forandring i nærværende vedtægter, kan kun ske på ordinær generalforsamling efter forudgående bekendtgørelse, og kun såfremt tre fjerdedele af samtlige fremmødte stemmer for. Hvert medlem (fakturamodtager) har kun én stemme.